Rytmen i Kirsebærgården er i videst muligt omfang skabt ud fra, hvad vi mener er hensigtsmæssigt for den gruppe børn, vi har med at gøre. Det betyder, at de voksnes behov er sekundære, hvilket konkret udmønter sig i, at vi for eksempel går på tur eller er ude i haven i al slags vejr – også selvom vi som voksne ville have valgt det fra, hvis vi ikke var på arbejde.
Foto: Freddy Wike
Rytme er tryghed
Når man arbejder med mennesker, er alt foranderligt hele tiden. Så hvis man vil opretholde en rytme, som barnet kan mærke og blive tryg ved, så kræver det »taktfasthed« fra de voksne, ellers forsvinder rytmen meget hurtigt. Min erfaring er, at man må kigge på uret, lave skemaer og fastholde beslutninger i en uendelighed, for at det skal lykkes i børnehøjde. Det gælder måske i højere grad, når man er et stort sted, og også i højere grad end man har lyst til. Til gengæld er gevinsten til at få øje på både i børnene, men sørme også for de voksne.
Rytmen er en ekstra voksen eller to, og det betyder meget på en dag med mandefald. Børnene forbliver trygge og rolige, fordi rytmen bærer os alle igennem dagen. Det er påfaldende, hvor meget børnene bruger rytmen til at korrigere gennem dagen, både nye voksne, os gamle som er glemsomme, eller de andre børn og sig selv. Bedst som jeg forsøger at synge »kom nu venner …«, i garderoben, griner børnene og stopper mig og siger »Nej Lise! det er Se hvad jeg kan …« og begynder at synge den rigtige sang. Rytmen skaber tryghed for børnene – de ved, hvad de skal helt inde fra sig selv, fordi de har oplevet det og været med til det så mange gange, at de kender alle detaljerne.
Sangen som brobygger
Rytme i dagligdagen i et børnehus er ikke at lave det samme hele tiden, eller at kopiere det forudgående. En rytme er at sammensætte et forløb, der er afstemt efter behov og ressourcer og få det til at være blidt for sanserne. Det vil sige vi har ingen bratte overgange eller brud, men naturligt på hinanden følgende begivenheder. En metode til at tilgodese blide sansestimuli er at synge, have en sang for det, der skal ske, og det har vi nok alle til fulde, men effekten er mærkbar.
På et tidspunkt havde vi en stue hos os, hvor pædagogerne af uvisse årsager var holdt op med at synge i garderoben. Resultatet blev at lyden i garderoben var de voksnes korrektioner og anvisninger til at få tøj af eller på. Det giver sig selv, at de voksne nødvendigvis også må give anvisninger indimellem, men hvis man synger som det primære, er det det, som barnet hører og »glider ind i«. Det er også temmeligt vanskeligt at synge, mens man er sur! Sangen rummer alle i rummet, også dem som man ikke umiddelbart får øje på – alle er med.
Et andet eksempel på sangen som medbærer af rytmen er, når man nuancerer den. Øger eller sænker man tempoet i sangen, kan man få børnene til at skynde sig, uden at det bliver en stressfaktor eller ubehageligt. Det er selvsagt ikke noget, man kan gøre hver dag, men hvis man normalt synger i et bestemt tempo, kan man ved at øge tempoet få børnene i tøjet på den halve tid til stor morskab – og omvendt, hvis man er kommet for tidligt ind og skal strække tiden. Sangen er også et vigtigt element, når vi går på tur ud af huset – her er den med til at underbygge fællesskabsfølelsen.
Dagen, ugen og året
Vi bruger forskellige virkemidler til at markere eller synliggøre de forskellige rytmer. Sangen bruges til dagsrytmen, her mener jeg overgangssange, dvs. garderobesang, bordvers og sang, oprydningssang med mere. Alt hvad vi skal, forsøger vi at synge. Bordsilke og maden indikerer ugerytmen og sanglege, eventyr og årstidspynt – årsrytmen.
Hos os skifter vi bordsilke på bordene dagligt, og når børnene kommer om morgenen, så kigger de hen på bordet og siger ofte »i dag skal vi male«, hvis der er gul silke på bordet, er bordet grønt ved de, at det er pizzadag. Er flaget hejst, ved de, at der er fødselsdag eller fest. Et andet eksempel på, hvordan rytmen virker i børnene, er, at vi har tradition for at sætte mørkeblå filt i vinduet som optakt til Mikaelsfesten. Da vi gjorde det sidste år, var der en af de store drenge, der kom hen og sagde, at nu skulle vi snart på dragejagt i parken, og da Lanternefesten var overstået, begyndte en gruppe af børnene helt spontant at lege krybbespil med Josef og Maria og det lille Jesusbarn.
Når vi starter sangleg, begynder vi med et vers fra Hans og de 12 konger. I hele april måned starter vi med »med sol og med sil står i døren april«, »I maj kukker gøgen og ud springer gøgen« lyder det hos os i maj og så fremdeles. Det har bevirket, at når vi i januar spiller Hans og de 12 konger med børnene, og de store får lov til at være Hans, ved de, hvilken af kongerne, der er deres fødselsdagsmåned. Vi har ladet os fortælle fra diverse skoler, at vores børn ved rigtig meget om naturen og årsløbet. Det er på ingen måde noget, vi har forklaret dem, vi har blot skabt en rytme omkring dem, som tager udgangspunkt i årstiderne og livet i naturen.
Den frie leg
For nogle år tilbage, da dokumentaren »Barndom«1 blev vist, blev vi inspireret til at lave vores dagsrytme i børnehavegrupperne om. Tidligere var rytmen tilrettelagt på en måde, så der var mange skift i løbet af dagen, og den længste uafbrudte legetid var på omkring 1 time. Efter vi har lavet rytmen om, har børnene nu minimum fri leg i 1,5 time to gange om dagen – nogle har det 3-4 gange og nogle i 2 timer af gangen. Det, der er interessant at se, er, at legene har ændret sig. Tidligere var børnene hurtige til at komme ind og ud af leg, til gengæld var der mere uro og skærmydsler mellem børnene. Efter rytmen har skabt de lange frilegsperioder, er der blevet meget mindre konflikt, og børnene bruger mere tid på at skabe en leg. Der er mange store byggerier både med klodser og store huler. En dag, da jeg var på besøg på en af disse stuer og kunne sidde og iagttage en børnegruppe i 2 timer, blev det meget konkret. Børnene legede »Paw-patrol« (for de uindviede kan jeg fortælle, at det er en tegnefilm, som kører konstant på en af børnekanalerne i tv). Legen var frygtelig irriterende for mig at høre på den første time – børnene gentog på rigtigt tegnefilmssprog i en uendelighed »nu letter hunden …« og andre lignende sætninger. Legen var meget konstrueret i, hvad der kunne lade sig gøre. Da den første time var gået, begyndte legen for alvor at ændre sig, sætningerne forsvandt, og legen udvidede sig til, at børnene fik andre roller, som ikke var karikaturer. De blev gladere og mere imødekommende overfor hinanden. Det der kommer ind skal også leges ud. Børn ser – børn gør. Børn hører – børn siger.
Plads i rytmen
Vi må give plads i rytmen til, at de når at lege »færdigt«, så legen kan blive skabende, dyb og ud fra dem selv. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi tager vores rytme op til revision med jævne mellemrum – hvad er elementerne i rytmen, hvorfor har vi dem, og hvad får børnene ud af det? Det er klart, at hvis man ændrer rytmen hele tiden, så er det ikke længere en rytme, derfor har vi en leveregel i Kirsebærgården, der går på, at hvis vi vil prøve noget af, så gælder det i mindst 28 dage og gerne fra kvartal til kvartal, eksempelvis fra påske til sommer. Er det større ting, som ændring af hele rytmen, som jeg lige omtalte, så var vi 3 måneder om at træffe beslutningen og havde aftale om, at den skulle prøves af et helt år, inden vi lave om igen. Det har vi ikke gjort – det fungerer fint nu, selvom de voksne havde et stort arbejde at gøre for at få det til at lykkes.
Rytmen er fundamentet
Oplevelse – gentagelse – mestring er hele grundlaget for et Rudolf Steiner pædagogisk læringsmiljø til børnene. Hvis vi insisterer på ikke at ville »vække« dem ved for stærke sanseindtryk og intellektuel påvirkning, så er rytmen det fundament, der gør det muligt for barnet at tilegne sig verden som sin egen. Ro og rytme er i vores øjne en forudsætning for at kunne tilegne sig ny læring. Stress er en velkendt faktor, der påvirker i den modsatte retning, og derfor arbejder vi konstant på at sikre, at rytmen holder og roen bevares. Ro er afgørende både for øjet og øret, men faktisk også ro i forhold til at holde tilbage med intellektuel påvirkning. Forklaringer er, set fra vores side, i mange tilfælde en form for støj, som sagtens kan undgås, og som ofte ikke har den ønskede effekt. Til gengæld gør vi os umage med at sørge for, at der eksisterer en genkendelighed omkring børnene i form af rytmen, så de selv kan tage ejerskab i deres hverdag.
1. Barndom av Margreth Olin, 2017. 90 min. Dokumentarfilm.
Steinerbladet
