– samtalen er både grænse og møde
Som ung teenager havde jeg en klar oplevelse af, at der var en mening med livet – og en mening med MIT liv. En opgave. Et kald. I endeløse natlige samtaler med min veninde endevendte vi dette spørgsmål, undersøgte, afprøvede, forestillede os – og efterhånden som vi fik sat flere og flere ord på, voksede langsomt et billede frem af noget, der kunne være meningen.
For mig blev meningen at forstå andre mennesker og forstå verden, både den synlige og den usynlige – det blev den ledetråd, der altid har fulgt mig. Jeg blev antroposof, min veninde blev antropolog. Og det var igennem samtalerne, at vi blev bevidste om, hvad der lå indenfor vor egen verdens grænse. Hvem er jeg? Hvem er du? Og hvad handler det hele om?
Grænsen er også mødet
Denne proces er givetvis ungdomsårenes kendetegn: at finde ud af, hvem jeg er, og gradvist adskille sig fra omverdenen, for med jeg-bevidsthed at kunne forbinde sig med den igen. Jeg er her – du er der, og vi er ikke det samme. Dette er en grænseoplevelse. Det kan opleves ensomt, men det er nødvendigt for at komme til en oplevelse af jeg’et. Hvor »slutter« jeg, og hvor »begynder« du? Hvor dine og mine grænser når hinanden, opstår et møde. Grænse og møde er to sider af samme sag. Ikke desto mindre kan denne grænseoplevelse være ubærlig, når man er ung, og bestræbelsen på at være ligesom de andre og være en del af flokken kan gøre, at man overskrider sine egne grænser for at høre til. Det er sådan, det er, og når man ser en flok unge ligge i en bunke som eet væsen, er det deres egen geniale måde at løse adskiltheden på.
Ydmyghed i samtalen
Al udvikling handler om at opleve sine grænser og vide, hvornår man skal overskride dem. Sund grænseoverskridelse må og kan kun ske indefra. Vores opgave, som voksne i den unges udvikling, er at understøtte den unge i at opdage sine grænser, tage ansvar for det, der ligger indenfor deres grænser, og turde udfordre dem. Hertil er samtalen en oplagt mulighed. En samtale, hvor man som voksen stiller sig til rådighed med åbne og nysgerrige spørgsmål, giver sig tid til at lytte ordentligt efter den unges svar, og bevarer ydmyghed nok til ikke at gøre sig til ekspert på den unges vegne, har potentiale til for den unge at »fremkalde« det, der først når til bevidsthed, når det bliver udtalt. Den østrigske filosof Ludvig Wittgenstein siger: »Mit sprogs grænse er min verdens grænse«. Bliver jeg indenfor denne grænse, vil jeg blot opdage de samme »sandheder« igen og igen. Overskrider jeg denne grænse, kan min verden udvide sig.
Udvikling starter med varme
Med spørgsmålet som redskab og med respekt, interesse og accept som sindelag kan vi gå på udkig efter samtalens udviklingsmuligheder. Respekt for den andens grænser betyder i praksis, at vi spørger til den andens oplevelse af et givent tema uden at moralisere eller definere dette. Interesse betyder, at vi med indlevelse og opmærksomhed forsøger at »forstå det, den anden forstår«. Accept betyder, at vi lytter så opmærksomt, at vi kan spejle det, vi hører, tilbage, så den anden oplever sig set, hørt og anerkendt. Så enkelt er det faktisk. Udvikling starter med varme, og varme i samtalen er netop dette: »Du er ok, som du er, og hvis du inviterer mig, går jeg med dig ind i din verden og undersøger sammen med dig kringelkroge og mønstre, så du kan se den med nye øjne og måske endda finde nye muligheder.«
Kontrakt før samtalen
I praksis begynder en samtale med unge mennesker næppe med, at de spørger: »Hvordan finder jeg ud af, hvem jeg er?«. Samtalen vil ofte begynde et konkret og virkelighedsnært sted som: »Jeg synes, det er svært, når jeg skal fremlægge for hele klassen.« Og det er der, vi møder den unge med en »kontrakt«, hvor vi spørger, hvad den anden gerne vil tale om og forandre, og hvad hun håber vil være anderledes, når samtalen er slut. En sådan social kontrakt indikerer en respekt for den andens integritet, og sprogligt peger den hen på, at nøglen til forandringen bor hos den unge selv. Underteksten, den bagvedliggende mening i det tema, den unge bringer på banen, har dog ofte et langt større eksistentielt perspektiv, som temaet bliver et eksempel på. Goethe siger, at delen altid repræsenterer helheden, og dette må vi lægge os på sinde i samtalen. I samtalen finder der et møde sted imellem to verdner, din og min, og i dette respektfulde mellemrum kan varme blive til lys i form af øget indsigt.
De fleste samtaler bevæger sig igennem fire faser:
1. Hvordan står det til?
2. Hvorfor mon det er, som det er?
3. Hvor vil du gerne hen?
4. Hvad gør du helt konkret?
1: Oplevelse af situationen – hvordan står det til?
I første fase stiller vi spørgsmål, der giver den anden mulighed for at beskrive sin oplevelse af situationen og sig selv. Ved at lytte, spørge og spejle det tilbage, vi ser, hjælper vi den anden til at sætte ord på det, der måske ikke er helt bevidst. Vi bliver vidner til den andens tanker og handlinger, og respekterer grænserne i den andens verden. »Så du er bange for, at du mister tråden, når du skal fremlægge, og at de andre vil grine af dig, og det gør dig ked af det?« Og den unge bliver mere klar over, at det er sådan, det er.
2: Situationen fra andre perspektiver – hvorfor mon det er, som det er?
I anden fase forsøger vi at hjælpe den anden med at se situationen fra andre perspektiver. Dette kalder på en anden slags spørgsmål, nemlig spørgsmål, der udfordrer selvforståelsen og derved udfordrer den unges grænser bevidsthedsmæssigt. Ved at spørge til andre perspektiver er vi med til at påvirke, og her skal vi være yderst agtpågivende. Bliver spørgsmålet for udfordrende, vil den unge enten lukke af eller lade sig påvirke af den anden, og så har vi overskredet en grænse. Derfor er det hensigtsmæssigt, at disse refleksive spørgsmål har et anerkendende afsæt.
Spørgsmål kan være:
• Er der tidspunkter, hvor du overhovedet ikke er bekymret for, hvordan andre reagerer? Hvad er det, der gør det muligt? (Taler til undtagelsen fra problemet, ind i nogle glemte ressourcer).
• Hvad tror du, din gode veninde vil tænke, hvis du i din fremlæggelse mister tråden? (Taler ind i at opleve problemet fra en andens perspektiv).
• Hvis vi nu antager, at dette med at stå frem er en lektie, du har givet dig selv – hvad er det så, du er ved at lære? (Taler ind i, at enhver udfordring er at overskride egne grænser).
• Hvad siger det om dig, at du er villig til at gøre noget, der er så svært for dig? (Taler ind i, at modet til at tage udfordringen op er vigtigere end udfordringen i sig selv).
Gennem denne type spørgsmål skabes mulighed for at sætte problemet ind i en anden ramme, og derved få øje på muligheder og udvide grænserne for forståelse. Her bliver den anden ikke gjort »forkert«, men får derimod hjælp til at se ressourcer, der ikke var synlige.
3: Fremtiden – hvor vil du gerne hen?
I tredje fase bevæger vi os mod fremtiden – det, der vil være til stede, når problemet er overvundet. Her opfordres den unge til at overskride endnu en grænse ved at bevæge sig et nyt sted hen i sin forestilling. At tale om det, man gerne vil, er at skabe det bevidsthedsmæssigt. I denne fase er det særlig vigtigt, at den voksne undgår at moralisere. Vil man endelig komme med et råd, kan man spørge, om den unge ønsker at høre, hvad man tænker, og derefter må man præsentere sit råd som en mulighed og ikke nødvendigvis som en sandhed.
Hypotetiske spørgsmål, der bevæger den anden mod fremtiden, kan være:
• Når du nu står der og har fremlagt – hvad er det så, du er glad for? (Taler ind i optimisme og mening).
• Når du om 10 år ser tilbage på den gang, du i 9. klasse overvandt dig til at fremlægge, hvad tror du så, du vil tænke? (Laver et tidsperspektiv, hvor overvindelse bliver et tema i sig selv).
• Hvis man nu filmede din vellykkede fremlægning – hvad er det så for en pige, man får øje på? (Skaber en udefra-ind-iagttagelse med et positivt afsæt).
4: Næste skridt – hvad gør du helt konkret?
Sidste fase handler om at vælge et konkret skridt i retningen af en ny virkelighed. Det lille konkrete skridt i en ny retning er langt mere værd end den store handleplan. Det er i viljeslivet, at vi skaber nyt, og det er der, virkeligheden formes. Derfor er det i denne fase overordentlig vigtigt, at den voksne tøjler sin trang til at konkludere og skabe løsninger for den unge, for her kan vi virkelig komme til at overskride den andens grænser. Når man selv formulerer sin beslutning, har man ejerskab til den og har selv vurderet sin parathed i forhold til det skridt, man tager. Et sådant første skridt til at overskride sine egne grænser, må vi som voksne anerkende og bøje hovedet for i respekt.
Ligesom moderen føder sit eget barn, og jordemoderen guider og støtter, kan vi som voksne i samtalen hjælpe den unge med at »føde sig selv«, og stå som vidner og medmennesker lidt længere ad livets vej, med respekt for dette vordende jeg.
Respekt for den andens grænser betyder i praksis, at vi spørger til den andens oplevelse.
Steinerbladet
Samtalens faser
At tale om det, man gerne vil, er at skabe det bevidsthedsmæssigt.
